Storhed og forfald i Istanbul

Square

Jeg sidder i metroen, der forbinder den asiatiske og europæiske del af Istanbul, og betragter et træt gammelt ægtepar, der sidder overfor mig. Måden, de sidder sammen på, afslører, at det er det, de er. Selvom de ikke rører hinanden, er samhørigheden synlig. I hendes træk er ungdommens skønhed stadig nem at få øje på. Han har sikkert jagtet hende, og hun har forgudet ham. Og de var et flot par. Nu sidder de her med årtiers slid og bristede illusioner tegnet i ansigtet og glipper med øjnene og svajer i takt med toget. Han falder let ind mod hende. Det har været et hårdt, men godt liv. Nu har de brug for at hvile sig, men der er stadig ting, som skal ordnes.

Jeg overtolker helt sikkert, men det er de tanker, jeg får, når jeg ser på dem. Jeg tænker også, at de har del i den kollektive melankoli, som, ifølge Tyrkiets store forfatter Orhan Pamuk, gør Istanbul til Istanbul, og som kommer af at leve i ruinerne af en glorværdig fortid. Kontrasten mellem, på den ene side, de store, åbne pladser med monumentale bygningsværker som Hagia Sophia og Den Blå Moske og, på den anden side, de hullede huse på kanten af sammenbrud i de smalle, stejle, snørklede gader med ujævn belægning fortæller Istanbuls forfaldshistorie. Forfaldet er charmerende i min kameralinse, men for dem, der lever i det, er det selvfølgelig også deprimerende.

Det er tydeligt, at der er mange, der kæmper for at få enderne til at mødes i Istanbul: De ældre mænd med tomme blikke, der sælger lommetørklæder, müslibarer og duefoder på pladserne. De unge mænd, der forsøger at charme sig til et salg i den store bazar og mumler tyrkiske eder bag mig, når jeg passerer uden at kigge nærmere på deres varer (som er de samme som i hundred andre boder). Et beskidt barfodet barn, der sidder på gaden og sover med en fremstrakt hånd. Demonstranterne, som ikke kan komme til at demonstrere 1. maj, fordi regeringen hellere afspærrer den halve by, sender tusinder af politifolk på gaden og helikoptere i luften, end den tager imod kritik.

Men det er ligeså tydeligt, at Istanbul ikke græder snot. Ligesom ægteparret i metroen har byen en aura af trodsig beslutsomhed over sig. Den må videre. Der er ting, som skal ordnes. Den åbner en kaffebar, et gourmet-pizzaria, en butik med skøre krus og sprudler i det hele taget af ustyrlig kreativitet. Nej, Istanbul lader sig ikke slå ud, selvom regeringen reparerer dens mindesmærker om fordums storhed med beton.  Den tænder endnu en smøg og skylder den ned med en raki. Tamam! Det skal nok gå alt sammen – livet er hårdt, men godt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *