Min mosters hellige land

Square

I fredags begravede vi min moster Jytte. Jeg var netop ankommet til Israel, da jeg fik den ubehagelige nyhed om hendes død. Den var forholdsvis pludselig. Godt nok havde hun lidt af gigt siden ungdommen og været hårdt plaget de senere år. Men på trods af sin sygdom var hun altid så fuld af liv, at det var svært at forestille sig, at hun rent faktisk kunne dø af den.

I sidste uge var jeg tilfældigvis (og heldigvis!) på et kort visit hos hende. Jeg berettede om mine forestående spontane rejseplaner, men havde det for første gang lidt skidt med at være rask og rørig, mens hendes udfoldelsesmuligheder fortsat var meget begrænsede. For hun havde altid drømt om at besøge det sted, hvor hendes barnetro har sit ophav, og jeg havde lovet at tage med hende, når hun var blevet genoptrænet efter seneste operation. Men der var ingen tegn på bitterhed eller misundelse at spore hos hende. Det var da bare spændende for mig og frisk af mig at tage alene afsted. Så kunne jeg jo passende lave research til vores fælles rejse senere. Og så stak hun mig en 500-mand. – Man bliver vel aldrig for gammel til at tage imod lommepenge fra sin moster?!

Så det var specielt, at jeg befandt mig i lige netop her, da jeg fik beskeden om mosters død. Det tog enhver eventyrlyst fra mig, men jeg besluttede alligevel, at blive så længe som muligt og forsøge at nyde det. Det ville hun have opfordret mig til.  Men det var svært. I denne kulisse af ældgamle mindesmærker, som blev rejst til ære for en skaber, men i stedet er blevet årsag til ødelæggelse og splittelse, bliver tankerne let tunge. For mange her er livet uretfærdigt besværligt. Mens deres lidelser har sine komplekse men sporbare årsager, rammer sygdom vilkårligt. Det er meningsløst at forsøge at finde mening i det. Men min moster har bevist, at man kan have en tro, der gør det muligt at leve med vilkårligheden.

I begyndelsen af sin sygdom troede hun fuldt og fast på et mirakel. Med tiden tror jeg, hun opgav håbet om at blive helbredt. I stedet fandt hun trøst i opbyggelige biografier om folk, der bar deres lidelse med oprejst pande. Og hun gjorde det samme. I rigtig mange år. Folk sagde altid om hende, at det var flot, at hun bevarede sit gode humør trods sygdommen. Hun var kendt for at være sjov og kæk – nogle gange lige lovlig kæk, tenderende til rapkæftet. Men det var vist det, der gjorde hende til en en ret cool moster – som vi elskede at tage venner med på besøg hos, da vi var yngre. – Ja og så fordi den famøse slikskål jo altid var fuld og til fri afbenyttelse! Sådan var hun. Gavmild, sjov og sej. Hun heppede altid på os ”unger”, alle hendes niecer og nevøer, som blev ved med at være unger, selvom de ældste af os nærmer sig de 40 og selv har fået unger. Og selvom hun måske ikke altid forstod os og vores måde at tænke og gøre tingene på, var hun altid, altid på vores side!

De senere år dalede hendes humør. Det var svært for moster at blive ved med at holde hovedet og humøret højt med alle de dårligdomme, der blev ved med at ramme hende. Og jeg kan sagtens forstå, hvis hun indimellem var vred og bitter over sin skæbne. Men hun gav aldrig udtryk for det. Jeg ville ønske, at jeg havde sagt til hende, at det var helt okay at have de følelser – og at sætte ord på dem. At hun ikke altid behøvede at være stærk. At styrke også er at erkende sin svaghed. Og at bede om hjælp, når kræfterne slipper op. Det blev hun dog bedre til på det sidste. Meget bedre! Og det er mindst lige så beundringsværdigt som, at hun bar sin smerte med smil. Jeg blev rørt og stolt, når hun ringede og bad mig om noget. For det var utroligt svært for hende at skulle være ”til besvær” og til bekymring for familien.

vedmurenI mandags var jeg så i Jerusalem. Jeg gik på Via Dolorosa, smertens vej, den vej Jesus gik med sit kors. Og jeg konstaterede, at moster og jeg under ingen omstændigheder havde kunne forcere de stejle, smalle, trappede gader i Jerusalems gamle bydel – i hvert fald ikke i både hendes og min nuværende form. Jeg spekulerede også over, om moster måske i virkeligheden ville have synes, at folk var liiige lovlig excentriske her. Kunne indimellem høre hende sige ”Hva’ nu det for noget pjat?” og ”Det er da noget sær’ noget!” Måske Jerusalems religiøse cirkus faktisk havde været lidt i overkanten for en jordbunden jyde som moster. Ikke desto mindre kastede jeg mig ud i det for hendes skyld (eller måske mere min egen) – og traditionen tro stak jeg en lille lap papir med en bøn ind i grædemuren. En bøn for mosters sidste rejse. – At den tro, hun levede og overlevede på, måtte bære hende igennem til evig fred. ”Jeg ved godt nok ik’, hvad jeg sku’ have gjort uden Gud”, sagde hun til mig efter sidste omgang indlæggelser. Moster gik sin egen Via Dolorosa. Men hendes tro – den forblev mirakuløst intakt hele vejen, fordi den Gud, hun troede på, var en Gud, der selv havde gået smertens vej.

sunsetKæreste moster Jytte. Så gik dit lys ud. Det har brændt så stærkt, at jeg ikke troede, det var muligt. Men nu er du gået til dit eget hellige land, et land uden smerte. Jeg så solen gå ned over havet ved Tel Aviv den dag, du døde, og forbandede uretfærdigheden i, at du ikke fik muligheden for at nyde dette syn og opleve dette sted. Men så besluttede jeg, at det var din søde sjæl, der farvede himlen i så smukke toner den aften, og sluttede fred med, at du på den måde alligevel var der sammen med mig. Som du har været der for mig hele mit liv. Som du har været der for os alle, alle os unger især. I tanker og bønner, slik og lommepenge, rapkæftede bemærkninger, ukuelig opbakning og betingelsesløs kærlighed. ”Du ved jo, at jeg elsker alle jer unger”, sagde du for nylig. Det vidste jeg, og det har jeg altid vidst, selvom det sjældent blev sagt. Jeg håber også, du vidste, at vi elskede dig tilbage. Jeg føler mig så heldig at have haft en mor nummer to i dig! 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *